fredag den 3. august 2012

Endelig kan alle åbne og bruge en SMART Notebook-fil

Så er der godt nyt til brugere af SMARTboardtavler igen - rigtig godt nyt endda.

SMART har nemlig lige sørget for at alle nu kan åbne og bruge en interaktiv SMART Notebook-fil, også selvom de ikke har installeret selve softwaren SMART Notebook på deres computer (hviket kræver en licens-nøgle) og tilmed uden at være online.

Hvordan det?

SMARTs nye tiltag hedder SMART Notebook Interactive Viewer (et fremviser-program), som alle kan downloade gratis lige her.

Har man dette installeret på sin computer kan man åbne og interagere med alt indholdet i et SMART Notebook-dokument på sin egen computer både hjemme eller i skolen.
Dog kan man ikke redigere i filerne, og f.eks. slette eller ændre indholdet.

Forestil dig at du møjsommeligt har siddet og lavet en eller anden smart aktivitet til tavlen, som du præsenterer dine elever for i undervisningen. Hvor mange af eleverne når så at komme op til tavlen og prøve aktiviteten inden tiden løber fra jer? Og er der tid til at repetere dagens undervisning?

Eller forestil dig at du sidder hjemme og forbereder en Notebook-fil, som du gerne lige vil vise til en kollega så denne kan nå at give dig feedback, inden morgendagens undervisning.
Det er lige pludselig blevet meget nemmere.

Med SMART Notebook Interactive Viewer kan du nemlig nu dele dine Notebook-filer med dine kolleger og elever og give dem muligheden for at bruge dine Notebook-materialer derhjemme. Det kræver kun at de har fremviseren installeret på deres computere.

SMART Notebook-filer kan enten sendes til eleverne pr. e-mail, brændes over på et eksternt medie eller du kan selvfølgelig vælge at uploade dem til SMART Exchanges deleforum, så de altid er tilgængelige for alle online. Man skal dog være oprettet som bruger for at kunne uploade til eller og downloade filer fra deleforummet.
Endelig vil jeg også mene at man må kunne uploade sine Notebook-filer til Skoleintra, men dette har jeg ikke haft lejlighed til at afprøve selv. (Erfaringer med dette modtages derfor meget gerne i kommentarfeltet!)

God fornøjelse!